Trykt i Weekendavisen 8. juli 2005, 1. sektion, side 11
Unge med indvandrerbaggrund dumper hyppigere i intelligenstesten
ved sessionen end unge med dansk baggrund. Ingen tør stille det
mest nærliggende spørgsmål, og derfor kan vi ikke
løse problemet.
DET har vakt furore, at unge med indvandrerbaggrund gennemgående
scorer lavt på Forsvarets intelligenstest ved session. Ifølge
en rapport fra Forsvarsakademiets Institut for Militærpsykologi
dumper over hver fjerde – 28 procent af alle indvandrere –
til sessionsprøven. Hvad er gået galt? Eksperter, lægfolk
og politikere er meget uenige.
Hjerneforsker og vismand i Kompetencerådet, Kjeld Fredens har
fremsat det synspunkt, at det nok er sessionstesten, der er noget i
vejen med. Den er lavet ud fra en dansk baggrund og måler kun
en lille del af evnerne, så skip den helt!
Andre foreslår, at unge med indvandrerbaggrund har problemer
med sproget og derfor måske ikke forstår testen. Chefpsykolog
Stig Meincke fra Forsvarsakademiet har hævdet, at indvandrere
nok ikke får den nødvendige stimulation i hjemmet, børnehaven
og fritidshjemmet, mens formanden for fædregruppen på Nørrebro,
Khalid Alsubeihi, slår fast, at det i hvert fald ikke er fordi,
at indvandrere er dumme eller understimulerede. Snarere dumper de bevidst
i testen – fordi de måske synes, at militærtjenesten
er for »dansk«, eller fordi de ønsker at slippe for
tjeneste.
Men et spørgsmål trænger sig jo på, som »pæne«
mennesker naturligvis ikke kunne drømme om at stille.
Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Institut kom
for skade at antyde det i TV-avisen, da han sagde, at der måske
både var tale om noget genetisk og noget socialt. Lige siden har
han måttet undskylde sit »flop« i sommervarmen, især
efter at genetiker Steen Kølvraa advarede mod den idé.
Trods den markante uenighed kræver de ansvarlige resolut handling.
Ifølge forsvarsminister Søren Gade ønsker regeringen
aktivt at ændre på situationen. Chef for Forsvarets Rekruttering,
Allan Dam, vil have 3-4 procent indvandrere ind i militæret, og
integrationsminister Rikke Hvilshøj bebuder en rekrutteringskampagne
med reklamer, filmspots, og skolebesøg. Derudover mener hun,
at vi skal teste børnene tidligt for sprogudvikling, og i øvrigt
skabe holdningsændringer. Den socialdemokratiske integrationsordfører,
Anne-Marie Meldgaard taler om tvangsindskrivning af stærkt understimulerede
børn til en institution, hvis hjemmet da ikke selv finder ud
af det.
DER er ikke noget så velgørende som »pæne«
mennesker og »gode« politiske intentioner. Men som Salig
Aksel Larsen sagde: »Det er meget godt at holde fanen højt,
men benene skal jo gerne nå jorden.«
Hvis vi virkelig vil gøre noget godt, må vi først
kende den reelle grund til, at så mange indvandrere dumper, og
dernæst se, om vi kan gøre noget ved den. I øjeblikket
er der så mange måskeer, at vi kun får hovsa-løsninger.
Problemet må operationaliseres, som det hedder i fagsprog. Som
biologisk udviklingspsykolog med en interesse i psykometri er jeg blevet
spurgt om min operationalisering. Faktisk kan den tilgængelige
forskning hjælpe os en hel del.
Sessionstesten blev udviklet af psykologen Børge Prien og bygger
på principper fra Priens svigerfar, den berømte statistiker
Georg Rasch. Psykometrisk set er testen fremragende, og scoren er tæt
forbundet med den såkaldte g-faktor, som er det bedste mål
for almen intelligens – evnen til at håndtere kompleksitet.
Som ved alle ordentlige g-tests defineres intelligens objektivt og operationelt,
dvs. via de anvendte måleoperationer. Den afgørende prøve
er dog, hvor præcist g karakteriserer individet udover testadfærden.
Forskning viser, at g med god tilnærmelse forudsiger, hvor højt
man ender i uddannelsessystemet, i erhvervslivet og i samfundet i almindelighed.
Naturligvis spiller andre faktorer også ind, men ingen enkeltfaktor
forudsiger bedre, hvor man ender i militæret og i samfundshierarkiet.
Er der så noget galt med intelligensbegrebet, som Kjeld Fredens
og andre påstår igen og igen?
Ja, bestemt, det er blevet udvandet. Det var det, ifølge den
engelske psykolog Spearman, sådan set allerede i 1925, hvor han
hævdede, at intelligens videnskabeligt set er blevet meningsløst,
fordi alle bruger det efter forgodtbefindende.
I dag har vi multipel intelligens, følelsesmæssig intelligens,
praktisk intelligens og så videre; forvirringen er total. Men
hvis man insisterer på at fastholde de stringente kriterier for
g, ser man straks, at multiple intelligenser stadig ikke har nogen måleskala.
Man ser, at ud af de syv intelligenser, som det er moderne at tale om,
er de fire første af de »nye« intelligenser ældgamle
g-mål (som Spearman definerede omkring 1904), og de sidste tre
intelligenser hænger overhovedet ikke sammen med de første
fire og kan desuden ikke bruges til præcise forudsigelser.
Forskning viser endvidere, at følelsesmæssig intelligens
ikke måler intelligens, men snarere personlighed. Det er klart
på tide at bede forsvarerne af disse alternative intelligenser
om at levere varen – objektive måleskalaer, standardisering
og solid forudsigbarhed. I øjeblikket forvirrer de mere, end
de gavner.
Så i stedet for at skippe den fremragende sessionstest, skulle
vi snarere erstatte de populære multiple intelligenser med objektive
test i folkeskolen, og så i øvrigt skippe de mindre pålidelige
præstationstests. Efter en god g-måling kan vi lægge
et realistiske uddannelsesforløb til rette ud fra den enkeltes
indlæringsberedskab. I øjeblikket spilder folkeskolen de
højt begavedes tid og skader de dårligst begavede med urealistiske
forventninger.
Er det snyd eller sprogproblemer, der giver indvandrere lave scorer?
Nej, siger chefen for forsvarets rekruttering, kommandørkaptajn
Allan Dam, for så ville Forsvaret kunne se det på testmønstret.
De unge med indvandrerbaggrund er jævnt ringere på alle
fire testområder, og Forsvarets undersøgelser viser, at
prøverne ikke diskriminerer unge med indvandrerbaggrund.
Skal vi på den baggrund tvinge indvandrerbørn ind i daginstitutioner
for at stimulere dem? Muligvis af sociale grunde, men bestemt ikke af
begavelsesgrunde. Hundredvis af undersøgelser viser, at g ikke
kan læres, og kostbare udenlandske stor-skala-forsøg (for
eksempel det amerikanske Head Start) har ikke ændret g varigt.
Der er således intet videnskabeligt belæg for at tro, at
danske forsøg vil falde anderledes ud. NU er vi så tilbage
ved de unævne- lige spørgsmål, som »pæne«
mennesker ikke vil røre ved med en ildtang. Har nationerne forskellige
g, og er g arveligt? Hvis man nemlig svarer ja til begge, har man også
sagt, at lav g indvandring giver permanente problemer, hvis natur vi
som gode demokratiske mennesker ikke kan gøre noget ved. Det
kan »pæne« mennesker naturligvis ikke acceptere (og
jeg tænker her blandt andet på Det Radikale Venstre). Derfor
siger de pæne enten ikke noget, eller også foreslår
de en handlingsplan, der ikke virker, samtidig med at de frontalangriber
de »upæne«, der siger det unævnelige.
Har vi videnskabeligt belæg for, at børn fra forskellige
lande har forskellig gennemsnits-g? En nylig bog af Lynn og Vanhanen
(2002) har klassificeret rigtig mange nationer efter et udmærket
g-relateret IQ mål og finder enorme forskelle. Således er
g højest i asiatiske lande og lavest i Afrika, og spændvidden
går fra 107 til 70 IQ points. Bogen demonstrerer også, at
disse IQ forskelle hænger nøje sammen med landenes bruttonationalprodukt,
så der er ikke tale om et fidus-mål. Dette betyder, at hvis
Danmark modtager gennemsnitlige indvandrere fra høj-g lande som
Kina og Japan, vil det øge vores nationale g og gavne bruttonationalproduktet,
idet de relativt nemt ville kunne uddannes og finde job. Kommer gennemsnitsindvandrere
derimod fra lav-g lande, vil de sænke det nationale g. De vil
møde vanskeligheder i uddannelsessystemet; de vil få svært
ved at finde arbejde og vil derfor fremover belaste samfundet. For min
skyld ingen alarm. Vi skal bare vide, hvad vi gør. Er g genetisk?
Nej, ikke 100 pct. Men arveligheden ligger et sted mellem 60-80. Det
har man set i mange undersøgelser. Værre er det, at de
sidste 40-20 pct. miljøfaktorer ikke er kendte. Vi ved derfor
ikke, hvad i miljøet, der kan bruges til eventuelt at ændre
g, til trods for at man har arbejdet hårdt på denne opgave
i 100 år.
Ja-svaret på de to spørgsmål rejser et tredje og
endnu mere unævneligt: Kommer danske indvandrere fra høj-g
eller lav-g lande? Alle, jeg spørger, bliver påfaldende
tavse. Jeg har derfor nærmet mig spørgsmålet på
en lidt indirekte måde ved at regne på tallene fra den repræsentative
OECD/PISA 2003 undersøgelse af 15-årige skoleelever.
Der er psykometriske grunde til at antage, at PISA måler g med
god tilnærmelse. Udtrykt i tal relativt til hele PISA populationen
scorer danske elever det, der svarer til IQ 105, medens efterkommere
får IQ 94 og indvandrere IQ 97. Efterkommere og indvandrere klarer
sig således dårligere end danske 15-årige elever,
også selv om de alle går i skole i Danmark. Tallene antyder,
at Danmark har modtaget en del lav g indvandrere. PISA tallene underbygger
altså resultaterne fra sessionstesten og bekræfter, at når
indvandrerne klarer sig dårligere, er det hverken, fordi de snyder
eller har nævneværdige sprogproblemer. Tallene viser videre,
at indvandringen til Danmark overvejende kommer fra lav-g lande. Tallene
undervurderer formentligt lav-g-effekten, idet kategorien »dansk«
også har elever, som har mindst en forælder, der er født
i Danmark, og barnet behøver ikke selv at være født
i Danmark. Hertil kommer, at der er relativt få personer i indvandrerkategorierne,
hvilket klart øger den statistiske usikkerhed.
VI ved fra en mekanisme, der kaldes »Regression mod Populationsgennemsnittet«,
at en given populations lave gennemsnits-g forbliver lav i de følgende
generationer, medmindre populationen gifter sig ind i en høj-g-gruppe.
Læg dette sammen med den kendsgerning, at vi ikke kan øge
g nævneværdigt via miljøet, og konklusionen er klar:
Indvandringen til Danmark har påført velfærdsstaten
et permanent lav-g- problem, på et tidspunkt hvor den stadigt
øgede teknologisering af samfundet og globalisering giver indfødte
lav-g-grupper stadig større problemer. Læg dertil, at indvandrernes
nuværende reproduktionsrate overstiger den danske, hvilket vil
øge problemerne eksponentielt for hver ny generation.
Jeg håber virkelig for mine børn og børnebørn,
at de ansvarlige eksperter og politikere kan nå frem til mere
effektive forslag til løsning af dette eksplosive sociale og
økonomiske problem, end de mange måske'er antyder. Tiden
til bragesnak er forpasset! Kunne man håbe, at partipolitisk snogesnak
for en stund veg for en mere kølig og objektiv afdækning
af problemet baseret på den seneste viden og tal – populært
eller ej?
Desværre har jeg smertelig erfaring for, at diskussioner som
denne nemt ender i anklager for rascisme. Jeg er ikke racist og på
det bestemteste imod at diskriminere folk efter hudfarve, religion,
eller hvad ved jeg. Lav-g-problemet er fælles for alle mennesker,
og sorte, hvide og gule med IQ 70 vil uanset hudfarve løbe ind
i svære problemer i et moderne samfund under kraftig udvikling.
Standardiserede intelligenstests er farveblinde, og forsvarligt konstrueret
og anvendt, udviser de ikke bias mod bestemte kulturer. Hvad med at
komme til sagens kerne – lav g?
Helmuth Nyborg er professor i udviklings- og børnepsykologi
ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Han har senest arbejdet
en del med udvikling af den såkaldte g-faktor (almen intelligens).
Retur
til artikeloversigt om adfærd, norm og kriminalitet