Folket dør, når troen dør
Af MICHAEL PIHL, lektor
Trykt i Jyllands-Posten 28. oktober 2005
Den europæiske civilisation synes besat af en dødsdrift.
Vi forkaster værdier som nationalt fællesskab, kristendom
og familieliv. Helt i overensstemmelse med Frankfurterskolens ideer
og '68'ernes nymarxisme.
Ude ved Vesterhavet står Mårup Kirke - på vej ned
i afgrunden. Hvert år æder søen sig ind på
kysten, og da ingen gør noget ved det, styrter den fine middelalderkirke
om få år i dybet.
Et billede på vor civilisation. Demografisk og kulturelt styrer
Vesten mod sin undergang. Måske er dette det 21. århundredes
jernhårde udviklingslov: Folk dør, når troen dør.
Som ved Romerrigets fald ledsages pres på grænserne og opløsning
af det samfundsmæssige fællesskab i etniske parallelsamfund
af dekadence. Samtidig rinder tiden ud for Europas døende befolkninger.
Vor tids europæiske civilisation er besat af en særegen
dødsdrift.
Krisen har rod i fire forhold: 1. Afkristning og multikulturalismens
udhuling af europæernes svindende tilknytning til egen kultur
og historie. 2. Faldende fødselsrate. 3. Afnationalisering og
splittelse mellem folk og elite. 4. En robust, selvsikker og aggressiv
islamisk invadering af det tomrum, som multikulturalismen og Vestens
døende befolkninger efterlader. Men hvorfra stammer mon denne
forkastelseskultur med sit had til kristendom, ægteskab og familieliv
- denne dekonstruktion af den nationale historie og læren om Vestens
historie som et forbryderkatalog? Et synderegister over slaveri og racisme,
der skal paralysere og indgyde et kollektivt skyldkompleks, så
historien ikke længere forener og inspirerer, men deprimerer og
polariserer os.
Nogle eksempler på krisen:
1. »Danskerne er et uddøende
folk (og) - er langsomt ved at udslette sig selv« - stod der at
læse i Berlingske Tidende (21/8). Nye tal fra Danmarks Statistik
og beregninger af lektor i demografi Hans Oluf Hansen afslører,
at landets oprindelige befolkning nu føder så få
børn og indvandrere så tilsvarende mange flere, at danskerne
om kort tid bliver en minoritet i deres eget land. Om 40 år vil
der være 770.000 danskere færre. En befolkningsreduktion
fra 5,14 mio. til 4,37 mio. Samtidig vil antallet af indvandrere og
efterkommere stige fra ca. 270.000 til 900.000 og mod slutningen af
dette århundrede » vil nationen stå i den interessante
situation, at mennesker af udenlandsk herkomst vil udgøre majoriteten
i samfundet«. Meget betegnende havde forfatteren behov for at
skrive danskerne i anførselstegn: »danskere« og »
i det omfang man overhovedet kan tale om etniske danskere«. Som
ville han føje spot til skade.
Heller ikke demografilektoren kunne udskrive sin dødsdom uden
at skulle sikre sin stuerenhed og bøje knæ for kulturelitens
nationale selvforagt. »Det er uafvendeligt, at der vil være
færre oprindelige danskere - hvad det så end er - om bare
ganske få år,« sagde Hans Oluf Hansen. Som om det
var absurd at tale om det danske folk som andet end et abstrakt begreb.
De skal nemlig ikke tro, de er noget - hr. og fru Hansen - og de kan
lige så godt affinde sig med deres nationale skæbne og lægge
sig ned og dø. I sammenhæng med befolkningsudviklingen
domineres det intellektuelle rum således af nationalt-kulturelt
selvhad.
2. Godhedsapostel Morten Kjærums
afsindige forsøg på at institutionalisere kollektiv national
skyld med forslaget om en »folkelig undskyldning« for slaveriet
på Vestindien (Berlingske 11/8). Som Storebror i 1984 forkynder:
»Den, der bestemmer fortiden, bestemmer fremtiden. Den, der bestemmer
nutiden, bestemmer fortiden.«
3. Som indledning til P1's 25
udsendelser om islam udtaler religionssociolog Tim Jensen, at han langt
foretrækker islam for kristendommen. Uden at mæle et ord
om aggressive, totalitære træk i en lovreligion grundlagt
med sværd og erobring. Uden et ord om undertrykkende skelnen mellem
rent og urent.
4. Nationalmuseets udstilling Danmarkshistorier handlede mere
om politisk korrekt selvfornægtelse end om Danmarkshistorien -
i overensstemmelse med museumsdirektør Carsten Larsens credo,
»Vi kan ikke påvise forhold, som kitter danskerne sammen
som folk og nation«, der fingernemt retoucherer Danevirke, Jellingestenen
og hele Valdemarstiden: »Jeg kan ikke komme i tanke om et specifikt
forhold, hvor vi kan sige, at her skabes en indre homogenitet og en
ydre afgrænsning til andre nationer« (21/12-04). På
udstillingen løb jeg ind i en ung guide i færd med at runde
dekonstruktionsturen af for en gruppe udlændinge fra et flygtningecenter:
»Heraf kan I altså se, at ingen dansk identitet, intet dansk
folk og intet Danmark har eksisteret før engang i 1800-tallet,«
docerede han på dårligt engelsk. De fremmede var synligt
overraskede over dette møde med utilsløret national selvforagt
i deres nye fædreland. Ingen indbildsk studenterguide ville have
vovet at tale så nedladende om den nationale historie i deres
hjemlande, men her var det den herskende holdning. En herre protesterede:
»Hvad så med den særlige danske historie, vi lige
har set tilbage til Vikingetiden?« spurgte han. Jeg ventede ikke
på guidens svar.
Forkastelseskulturen har rod i kulturradikalismen,
men den rygende pistol ligger i skødet på Frankfurterskolen.
Dens intellektuelle og kulturelle indflydelse har været enorm.
Især i det akademiske miljø, som den inficerede med teorier,
der skulle gøre op med det gamle samfunds kristne kultur og nationale
fællesskab, og som søgte at patologisere ægteskab
og familieliv som en sygelig, »borgerlig« livsform.
Første Verdenskrig danner baggrund
for historien om nymarxismen og Frankfurterskolens erobring af Vestens
kulturelle institutioner. I august 1914 havde socialdemokraterne i den
tyske rigsdag tilsluttet sig kejserens krigspolitik. Proletarer i alle
lande havde forenet sig - ikke med deres klassefæller på
tværs af grænserne, men med deres landsmænd. Intet
skete, som marxisterne havde forudsagt. Udviklingen var ikke gået,
som historisk materialistiske udviklingslove ellers foreskrev. Marxisternes
store øjeblik var kommet - og gået. Hver på sin måde,
men alligevel påfaldende ens, fremsatte to af Marx' disciple -
ungareren Georg Lukacs og italieneren Antonio Gramsci - en forklaring
på, hvorfor revolutionen udeblev: Påvirkningen fra den kristne
kultur havde programmeret os med en »falsk bevidsthed« og
forhindret folket i at erkende de objektive klasseinteresser. Det var
det at rykke kristendom og vestlig »borgerlig« kultur op
med rode, der skulle til, for at marxismen - kunne skabe et nyt samfund
og et nyt menneske.
Gramsci konkluderede, at man kun kunne
gennemføre en vellykket marxistisk revolution, hvis man først
ændrede kulturen, afkristnede samfundet og dernæst gennemførte
en magterobring ved en lang march gennem institutionerne.
Først måtte man erobre det
åndelige og kulturelle lederskab og gennemtvinge sit hegemoni
over civilsamfundet og dernæst kunne man erobre staten. I 1923
grundlagde Lukacs sit institut for socialvidenskab ved Frankfurt Universitet.
Max Horkheimer tilsluttede sig sammen med Theodor Adorno, psykologen
Erich Fromm og sociologen Wilhelm Reich.
I 1933 pakkede Frankfurterskolen sine
ideologiske sydfrugter og emigrerede til Amerika, hvor den sammen med
Herbert Marcuse oprettede en ny Frankfurterskole på Columbia University
i New York. Et af de fremmeste våben i den nymarxistiske kulturkamp
var den såkaldt kritiske teori. Her betragtes vestlige samfund
som forbryderiske undertrykkelsesmaskiner, der skaber racisme, sexisme,
anti-semitisme, homofobi, fremmedhad og nazisme og fascisme. Grundlaget
for alskens ondskab lægges i den »borgerlige familie«,
hvor protofascistiske og »autoritære« tilbøjeligheder
nedprogrammeres i menneskers psykologiske »personlighedsstruktur«.
»Kritisk teori« fremmer kulturel pessimisme og fremmedgjorthed
i forhold til kristendom, familie og nation. Adornos Den autoritære
personlighed (1950) er Frankfurterskolens sorte bibel, hvori den borgerlige
familie patologiseres som syg og fascistisk. Den venstreintellektuelle
elites primitive fordomme om almindelige mennesker iklædes pseudovidenskabelig
forklædning. 68'erne dyrkede disse ideer, og snart blev det normalt,
at venstreorienterede automatisk stemplede kristen-konservativ kultur
og borgerlige politiske modstandere som »fascister«.
Opløsningen af familien og af
det nationale fællesskab hænger sammen med Frankfurterskolens
ideer og '68-kulturrevolutionens nymarxisme. Det trives fortsat over
al måde i teoretisk pædagogik og i det, man kalder multikulturalisme
og politisk korrekthed.
Retur
til artikeloversigt om historie